Debatten her tager udgangspunkt i en artikel om CO2-kvoter i Arbejderen....se her
Rasmus Vincentz fra Klimabevægelsen havde denne kommentar:
Jeg takker HansHenrik for at have rundtsendt denne artikel omkring handel med CO2-kvoter fra Dagbladet Arbejderen.
Jeg synes artiklen er en rigtig god anledning til at tage fat på nogle af de meget ensidige, ekstremt negative og desværre ofte underlødige fremstillinger af CO2 kvotemarkeder, som verserer.
Denne artikel fra ’Arbejderen’ skriver sig stolt og flot ind i denne sammenhæng, ved at være så værdiladet og usaglig, at jeg skuffes dybt. Det er dog ikke væsentlig om jeg skuffes, men mere vigtigt at avisen, og dennes læsere, overser en lang række muligheder for rent faktisk at gøre noget godt, både for ulandene og klimaet.
Artiklen handler om et ikke navngivet projekt, som har skaffet biogasanlæg til fattige folk i Nepal. De postive aspekter ved at overgå fra brug af brænde, til at omsætte husholdningsaffaldet til biogas, bliver godt nok nævnt. Men så ikke mere, og artiklen overgår herefter til endeløse anklager mod de folk som er med til at udvikle og kontrollere projektet (som i artiklen kaldes CO2 agenter – men får straks nogle negative associationer til andre hemmelig agenter). I denne svada nævnes det ikke, at projektet højst sandsynligt aldrig ville være kommet i stand hvis ikke nogle forretningsfolk kunne se en mulig gevist ved at igangsætte det enorme arbejde med at stable projektet på benene. Det er netop denne gevist, ved på samme tid kan skabe lokal udvikling og bidrage til at reducere udledningerne af drivhusgasser, som disse projekter er designet til. At de CO2 reduktioner som projektet resulterer i så erstatter reduktionstiltag i det i-land som kvoterne sælges til, er for mig at se et politisk problem, ikke et problem for det enkelte projekt. Jeg ville også ønske at i-landene påtog sig så seriøse reduktionsforpligtelser, at man ikke alene kunne klare størstedelen af sine reduktioner via projekter i ulandene, men også blev nød til at sætte gang i en hjemlig omstilling. Men mens vi venter på dette mener jeg virkelig, at vi skal indvolvere os i så mange projekter i ulandene, som skaber lokal udvikling, som overhovedet muligt.
Jeg har selv arbejdet med disse projekter i flere år (såkaldt Clean Development Mechanish – CDM), og skal skynde mig at understrege at jeg absolut ingen private interesser har i disse, men helt overordnet er drevet af ønsket om at gøre noget ved klimaforandringerne på den bedste, hurtigste og mest miljøvenlige måde, som både sikrer positiv forandringer i u- og i ilande.
Jeg var i starten af året i Bangladesh for bl.a. at se på mulighederne for at lave CO2 reduktioner projekter der. Jeg undersøgte bl.a. muligheder for at lave affald til kompost, eller til biogas anlæg for landsbyer (i stedet for at affaldet uleder metan gas og folk mangler energi og gødning).
På denne tud var det tydeligt, at muligheden for at skabe sig en forretning, at generere en vis omsætning, er en stor drivkraft for de firmaer der er involveret. Hvis ikke der var udsigt til at man via et biogas projekt kunne tjene penge, på bl.a. salget af de CO2 kvoter, som det resulterer i, ville der ikke være så meget som et eneste firma der gad at deltage. Og dermed ville ikke en eneste fattig familie på landet i Bangladesh, eller Nepal eller andre steder, for lov at bruge moderne tenologi til madlavning, i stedet for at skulle bruge en stor del af tiden på at samle brænde, fælde skov osv.
De firmaer der er involveret i udarbejdelsen af disse projekter, er hvad Arbejderen fremstiller som grådige ’CO2-agenter’. For mig at se er der tale om entreprenante mennesker, som ved at involvere sig i klima- og udviklingsarbejdet, kan være med til at sikre overførelse af teknologi, reduktioner i udledningerne af drivhusgasser, og lokal udvikling. At de undervejs tjener penge så de selv kan leve, og have ansatte, og igangsætte flere projekter kan jeg simpelthen ikke på nogen måde se noget galt med!
Hvis ikke der var firmaer, hvem skulle ’arbejderen’ så arbejde for?
I artiklen rejses der yderligere kritik af at firmaet DNV, skulle have tjent på til 150.000 Euro på at kontrollere projektet. Dette tal ligger langt ud over hvad jeg kender til at priserne er, men når dette er sagt, så skal det huskes på at behovet for at en såkaldt uafhængig tredjepart kontrollerer, netop er fremkommet efter ønsker fra miljøorganisationer, for at sikre at projekterne er virkelige og resulterer i reelle CO2 reduktioner. Og som med så meget andet, så koster kontrol nu engang penge, og man kan derfor ikke på samme tid ønske sig fuldt opsyn, og beklage sig over udgifterne til dette opsyn – det er simpelthen så hamrende inkonsekvent.
På samme måde mener jeg at artikelens vinkel på de familier som deltager i projektet, også er meget usmagelig. Det fremstilles som om familierne er blevet tvunget til at stifte noget som ubehageligt som gæld. Uden at kende til det specifikke projekt, men til så mange andre, vil jeg gætte på at familierne har fået muligheden for, helt frivilligt, at låne til biogas anlæggene, altså en investering. At så mange familier har takket ja, tyder på at de sagtens har kunne se fordelene ved at skifte teknologi, også selv om der er en smule tilbagebetaling på denne (men så længe denne betaling er mindre end hvad de sparer i tid og penge er det jo slet ikke noget problem).
Dagbladet kunne altså således ligeså godt have valgt den positive variant af historien der går sådan her; takket være CO2 kvote markedet, har driftige erhvervsfolk igangsat lokale projekter i Nepal som sikrer mange familie bedre vilkår, rene luft og endda bidrager til at gøre noget ved klimaforandringer.
En sådan fremstilling ville sikre en langt mere saglig og redelig debat om CO2 kvote markedet. Og en saglig debat trænger vi virkelig til, for selv om kvotemarkedet faktisk har vist sig at kunne sætte gang i positive tiltag, så har det sandelig også nogle mangler, begrænsninger og fejl, som vi bør gøre alt hvad vi kan for at rette op på. Men det helt grundlæggende forhold, at der tjenes penge på aktiviteterne, kan jeg simpelthen ikke se skulle være en af dem. Tværtimod har det vist sig der hvor man kan lykkes med at skabe privatøkonomisk interesse, sker der for alvor aktivitet. (Og det er netop det en pris på CO2 kvoter kan – skabe indkomst ved at reducere drivhusgas). Det kender vi vel allesammen fra vores daglige gøren og laden? Hvor længe ville arbejderen være arbejder uden løn?
Venlig hilsen Rasmus Vincentz
